Quantcast
Channel: Vilde Elm » sygehus
Viewing all articles
Browse latest Browse all 3

I sommerhus

$
0
0

Vi holder sommerferie i øjeblikket alle fire – og det betyder, at vi oplever en hel masse sammen.

Jeg havde sidste dag i vuggestuen forrige fredag. Her var vi en tur på Remisen, og da vi kom tilbage til gården, havde mor pandekager klar til os alle sammen. Om aftenen spiste vi også fiskefilet med pommes frites der. Så det blev lidt sent, inden jeg kom i seng.

Lørdag skulle vi så i sommerhus. Mor og far skulle dog lige pakke først, så jeg kunne nå at få en middagslur. På vejen derop, besøgte vi morfar på Frederikssund Sygehus, hvor hans hjerte blev undersøgt.

Det blev ret sent, inden vi kom frem til sommerhuset i Lumsås i Nordvestsjælland, for vi skulle også først handle og købe aftensmad med. Og da jeg først kom i seng, kunne jeg så heller ikke sove. Så klokken var 21.45, inden jeg faldt i søvn.

Alligevel vågnede jeg allerede kl. 6 næste morgen – hvilket nok skyldes, at jeg sov på samme værelse som Frida i sommerhuset. Så jeg var godt træt. Og da det samtidig var lidt kedeligt vejr, så fik jeg en tidlig middagslur den dag.

Da jeg vågnede igen, var vejret blevet meget bedre. Så vi gik alle fire på stranden. Jeg havde ikke så meget lyst til at bade, så i stedet gravede jeg i sandet og tegnede på sten.

Tilbage i sommerhuset hoppede Frida og jeg på den trampolin, der var der. Det var rigtig sjovt, selvom det også blev lidt vildt en gang imellem – så jeg måtte sige ”stop lige” til Frida, mens jeg kom op igen.

Næste dag tog vi en tur ind til Nykøbing Sjælland. Her var der en hyggeligt gågade, hvor vi kigge lidt.

Bagefter tog vi videre til Rørvig, hvor vi fangede krabber. Det lykkedes at fange både en krabbe, tre søstjerner og en masse små rejer. Vi spiste også frokost her (endnu engang fiskefilet med pommes frites) og ikke mindst en is.

På vejen hjem sov jeg fem minutter i bilen – og det var den eneste middagslur, som jeg fik den dag. For jeg gad ikke sove mere.

Om tirsdagen tog vi på en længere køretur rundt i området. Første stop var en rasteplads, hvor vi gik ned til vandet og spiste frokost.

Bagefter tog vi ud til en kirkegård i Særslev, hvor bl.a. min farfar, oldemor, oldemor, tipoldefar og tipoldemor ligger begravet. Mens vi var der, så begyndte det at regne meget – men vi kørte alligevel til stranden Vesterlyng, hvor far var kommet en del som barn.

Og heldigvis blev det lidt bedre vejr, så vi kunne gå en tur ved stranden, inden vi kørte videre til Havnsø for at få en is. Sidste stop på turen var en gårdbutik, hvor mor købte en masse saft. På vejen tilbage til sommerhuset stoppede vi også lige i Vig for at købe pizza med hjem.

Næste dag var den bedste dag på turen, for der var vi i Sommerland Sjælland. Først var vi på legeplads og i Western land, hvor der var en rigtig sjov rutsjebane. Da det begyndte at småregne, så vi gik indenfor for at se, hvordan man laver slikkepinde – og forme vores egen. Imens regnede det voldsomt, så det var godt, at vi var indenfor.

Da vi kom udenfor igen, så vi en kanonkonge blive skudt ud af en kanon. Og bagefter tog vi en sejltur på Amazonas. Det var lidt uhyggeligt – specielt med de farlige krokodiller. Det værste var dog, at det begyndte at regne igen. Og her kunne vi jo ikke lige komme indenfor, så vi blev ret våde.

Heldigvis tørrede vi hurtigt – og det hjalp også med en is. Jeg var dog ikke tør så længe, for da vi skulle grave guld, fik jeg også plasket vand på mig selv.

Jeg kunne dog lufttørre på hoppepuden, inden vi gik over i minibørnelandet, hvor der var samlet en masse forlystelser for børn på min alder. Her fik jeg prøvet både veteranbiler og en karrusel.

Frida ville gerne i badeland, så far gik med hende derind. Imens gik mor og jeg tilbage til minibørnelandet, hvor jeg fik prøvet en masse andre ting – bl.a. en rutsjebane, karrusel, gyngende skib og flymaskiner. Senere kom Frida og far også, og så kørte jeg også nogle ture sammen med Frida.

Det var helt sikkert det sjoveste sted i hele Sommerland Sjælland. Der fik jeg grinet rigtig meget – og jeg var slet ikke bange for de vilde forlystelser.

Til sidste skulle vi desværre hjem. På vejen købte vi pizza, og efterhånden var jeg blevet godt træt – ikke mindst fordi jeg ikke havde sovet til middag. Heldigvis var det en af de dage, hvor jeg blev fjollet, da jeg blev overtræt.

Næste dag slappede vi af. Og da jeg var ret træt, fik jeg en tidlig middagslur. Bagefter kørte vi til Odden Havneby, hvor vi fik en is. Bagefter gik vi en tur på havnen – indtil det begyndte at regne.

Jeg var meget træt den aften og kom allerede i seng kl. 19. Desværre hjalp det ikke så meget, for jeg vågnede 4-5 gange imellem kl. 0 og 1. Så til sidste kom jeg ind til mor, mens far lagde sig i min seng ved Frida.

De mange vågne gange betød også, at jeg sov til kl. 7.10 næste dag – hvilket var længere end Frida. Ellers var jeg vågnet (blevet vækket) samtidig med Frida, når hun stod op – hvilket var et sted imellem 6.30 og 7.

I Lumsås ligger der en rigtig mølle, og den skulle vi da også se. Desværre blæste det ikke så meget, så vingerne kunne kun lige dreje rundt – men ikke nok til at de kunne male mel. Bagefter tog vi til Vig, hvor der skulle være kræmmermarked. Det var desværre ikke åbnet endnu, så i stedet kørte vi tilbage til sommerhuset igen, efter at vi havde handlet lidt.

Her fik jeg en god, lang middagslur på 2,5 timer, inden far og jeg gik ned på stranden, hvor mor og Frida allerede var. Her soppede jeg lidt og gravede en masse i sandet. Om aftenen havde jeg lidt svært ved at sove – måske fordi vi skulle af sted næste dag.

Lørdag var det så tid til at tage hjem igen. På vejen hjem i bilen fik jeg en kort middagslur – så jeg var klar til at lege med alt mit legetøj, da vi kom hjem igen. Senere fik jeg en lidt længere middagslur, og måske derfor havde jeg lidt svært ved at sove om aftenen. Så den blev 21.15, inden jeg faldt i søvn.

I det hele taget er jeg kommet lidt sent i seng mange af dagene her i ferien – ofte har den været mellem 20 og 21. Men det har jo ikke betydet så meget, for jeg har ikke skulle i vuggestue næste dag. Og heldigvis havde vi to ugers ferie mere efter vores sommerhustur.

Søndag vågnede jeg allerede kl. 5.45, så det blev til en tidlig middagslur, inden vi alle fire købte pizza, som vi spiste i Frederiksberg Have. Bagefter tog vi videre til Zoologisk Have, hvor vi så en masse dyr – og sluttede af med is, klappegeder og legeplads (hvor jeg fik lov til selv at rende rundt).

Mandag blev jeg hentet af mormor og morfar, hvor Frida og jeg skulle passes, mens mor og far ryddede op i farmors hus. Det havde jeg glædet mig rigtig meget til – faktisk siden lørdag, hvor jeg havde troet, at vi skulle direkte op til dem efter sommerhuset. Så jeg var blevet meget skuffet, da jeg opdagede, at vi holdt foran vores lejlighed på Frederiksberg i stedet.

Det var rigtig hyggeligt at være oppe i Dronningmølle. Vi var på stranden, og i haven var der både opsat badebassin og et telt, som vi kunne lege i.

I forgårs eftermiddag kom mor og far så efter os. Inden vi kørte hjem, spiste vi alle fire aftensmad hos mormor og morfar. Og endnu engang kom jeg sent i seng – først kl. 20.30.

I går var det så fars fødselsdag. Frida og jeg havde lavet nogle gipsafstøbninger af en frø og en hest – som vi efterfølgende havde malet. Dem blev far meget glad for og sagde, at de skulle med på kontoret.

Efter jeg havde sovet til middag, tog vi alle fire toget til Bakken. Her fik jeg et miniturpas, så jeg kunne prøve flere forskellige forlystelser. Desværre var jeg lidt for lille til en del af de ting, der var på Bakken – men det var nu sjovt alligevel. Og Frida og jeg fik da prøvet en del ting sammen.

Vi spiste også på Bakken, inden vi tog toget tilbage. Det betød også, at jeg først kom i seng kl. 21.15.

På det seneste er jeg blevet meget glad for at synge. Bl.a. er jeg vild med at synge ”Jamaica, Jamaica – hey” (eller variationerne ”Vilde, Vilde – hey”, ”mormor, mormor – hey” osv.).

Jeg har også lært en anden sang, der går sådan her: ”Bim, bam, busse – jeg vil gerne ha’ en tusse”.

Efterhånden er jeg også blevet god til at svare på spørgsmål – dog ved jeg ikke altid, hvad jeg skal svare. F.eks. sagde jeg forleden ”I må ikke snakke”. Så spurgte far ”hvorfor ikke” – hvortil jeg efter en længere pause svarede ”det kan jeg ikke huske”.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 3

Latest Images

Trending Articles


Knabstrup krus landmand serie


Nishizumi Maho (Girls und Panzer)


Sælges: Dynamic Precision no 1 (Effektforstærker)


Naruto Shippuden Episode 481 Subtitle Indonesia


Nazrin (Touhou)


SKE48 – Pareo wa emerald – PV_HQ


Koshigaya Komari (Non Non Biyori)


Cat & Nazrin (Touhou)


Mushroom Dance


Akaza Akari (Yuruyuri)